Kontrolstof

Som fører af en bil, skal man altid kunne kontrollere, om bilen er lovlig at køre i. Det vil man også blive spurgt om i forbindelse med en evt. praktisk køreprøve.

Styretøj: (lovkrav)

Skal kunne betjenes let, sikkert og hurtigt.

Let: Fra yderstilling til yderstilling uden at møde modstand eller fremkalde mislyde.

Sikkert: Hjulene skal følge rattets bevægelse (Når du drejer rattet til venstre, skal hjulene dreje til venstre..)

Hurtigt: Intet slør (Tandstangstyretøj) I andre styretøjer må der være op til 5 cm, slør, målt på ratkransen.

Ratslør er det stykke, rattet evt. kan drejes, uden at hjulene følger med. Husk ved kontrol af ratslør, at bilens motor skal være startet, såfremt bilen har servostyring.

Bremser:

Driftsbremsen: (fodbremsen) (lovkrav)
Skal fungere sikkert, hurtigt og virksomt.

Sikkert: Hjulene skal bremse lige meget i højre og venstre side, ellers vil bagenden skride ud.

Hurtigt: Hjulene skal bremse 1. gang, man træder på pedalen.

Virksomt: Ved 30 km/t må bilens bremselængde ikke overstige 6 m.

Sådan skal bilens bremser fungere ved alle hastigheder og belastninger.

Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund eller synke, når der trædes hårdt på pedalen. Ved bremser med bremsekraftsforstærker (vakuumforstærker) skal pedalen (efter trykudligning) synke et lille stykke, mens den holdes nedtrådt, og bilen derpå startes.

Parkeringsbremsen (håndbremsen) skal virke på mindst 2 hjul (som regel baghjulene). Den skal kunne blive stående tilspændt og kunne holde bilen på en 18% hældning.

Lygter:

Alle lygter skal kunne lyse og glasset være rent.
Positionslys (parkeringslys) skal kunne ses 300 m.

Nærlys (kort lys) skal kunne oplyse vejen mindst 30 m. Det skal falde 1 cm pr. meter og være asymmetrisk.

Fjernlys (langt lys) skal oplyse vejen mindst 100 m.

Baglygter skal lyse rødt og kunne ses 300 m. I glasset skal der være indbygget reflekser, som ikke må være trekantet.

Nummerpladelys skal oplyse bageste nummerplade således, at den kan læses i 20 m. afstand.

Blinklys skal blinke mindst 60 og højst 120 gange i minuttet med gult lys, der kan ses tydeligt i sollys. Kontakt til haveriblink tænder alle samtidig.

Stoplys skal lyse væsentligt kraftigere end baglygter.

Udstødning med lyddæmper, ophængt i stropper, skal være tæt, så det ikke støjer unødigt. Motoren må ikke være tilsølet af udsivende olie.

Dæk skal være af samme type på alle hjul.
Dæktyper: vinterdæk, helårsdæk, sommerdæk, pigdæk, radialdæk, diagonaldæk. Dækkene skal have korrekt lufttryk.
Mønster-dybden skal være mindst 1,6 mm. Kontrolleres ved slidindikatorer. Pigdæk må kun bruges fra 1. november til 15. april.

Støddæmpere (en ved hvert hjul) skal sikre, at hjulet har konstant vejkontakt. Kontroller at bilens forparti eller bagparti ikke dykker mere end 1 – 2 gange ved kraftig vipning.

Motorrummet skal være rent og må ikke være tilsølet af olie.